Denne ordveksling fandt sted for et par dage siden under den første coaching-session med en ny klient, som driver sin egen virksomhed, og er i gang med at udvide sit team.
Dialogen nedenfor er skrevet ordret fra sessionen.
Forud for nedenstående dialog – har klienten og jeg undersøgt hvad ”grundglæde” er for en størrelse – og om det mon er realistisk at være glad det meste af tiden.
Vi havde også talt om, at ”glad væren” producerer ”glade resultater”, som igen producerer ”glad succes”.
På dette tidspunkt i dialogen føler klienten en trang til at bringe nedenstående beskrivelse af en følelse på banen – med afsæt i overbevisningen om, at det er umuligt for klienten at FØLE sig RIGTIG glad – når klienten havde oplevet det, som klienten deler i nedenstående ordveksling.
Håber du føler dig inspireret når du læser med her:
Klienten:
”For nogle år siden døde min far – og jeg gik til psykolog i en længere periode efter hans død”.
Mig:
”Det er jeg ked af at høre”.
Klient:
”Derfor går jeg nu rundt med ”et tab”.
Mig:
”Et hvad?”
Klienten:
”Ja altså – jeg er meget påvirket af, næsten styret af, tabet af min far. Psykologen har også sagt til mig, at jeg lider under det tab”.
Mig:
”Det lyder ikke rart. Kan du sætte flere ord på – jeg vil gerne forstå din situation”.
Klienten:
”Jo, altså – det er som om jeg har en følelse inde i hovedet – af tab. At det er tabet, der gør, at jeg ikke kan være rigtig glad. Psykologen sagde også, at tabet kan være helt fysisk”
Mig:
”Altså – som om tabet er en golfkugle, der sidder fast inde bag øjet på dig – er det det, du mener?”
Klienten:
”Ja, noget i den retning – som om, at jeg ER tabet, og det er derfor jeg føler tab, og ikke kan føle mig glad”.
Mig:
”Hvis du skal være HELT ærlig – er så det du siger lige nu – i virkeligheden noget, som psykologen har fortalt dig – og som du har købt ind på, og ser som en sandhed – fordi du er autoritetstro, og ikke ved hvad du skal tro på?”
Klienten – efter en pause:
”Jooo, det har du nok ret i. Jeg har også tænkt en del over det der med, at tabet skulle sidde i kroppen. Og at tabet kunne styre mig på den måde, og sørge for jeg ikke følte mig glad”.
Mig:
”Nemlig. Det du oplever – er en FØLELSE af tab. Du HAR en følelse, som du kalder for ”tab”. Du BÆRER en følelse – ikke altid, kun når du giver den opmærksomhed – og den følelse kommer fra DE HISTORIER, som du fortæller dig selv om din fars død. I din historie indgår konceptet ”tab” og du har OPHØJET ”tab” til noget stort, OG nu identificerer du dig med konceptet ”tab”.
Klienten:
”Det lyder rigtigt”.
Mig:
”Du ER ikke konceptet ”tab”. Du ER ikke de tanker, du tillægger ”tab”. Du ER ikke følelsen, når du en gang i mellem giver den opmærksomhed og du, uden at være opmærksom på det, TROR på de tanker, historier og overbevisninger, der sammenlagt producerer følelsen. Det eneste der foregår lige nu – er, at du IDENTIFICERER dig med det, du kalder ”følelsen af tab”. Og du gør det så voldsomt, at du overbeviser dig selv om, at ”det eksterne koncept tab” styrer og bestemmer over din livsglæde”.
Klienten:
” ”
Mig:
”Du ER ikke tab. Du ER ikke en følelse, der kommer og går. Du er glad i nogle øjeblikke. Og du er ked af det i andre øjeblikke. Du er IKKE ked af det ALTID. Og derfor har hverken koncepter som ”tab” eller ”svære følelser” magten over dig. Du ER fri og GRUNDGLAD – og det har du altid været, og det vil du altid være. Og ja – sagt på en anden måde – du kan MIDLERTIDIGIT føle en smertelig følelse – men det er sådan vi mennesker fungerer. Derfor er der ikke noget ”galt med dig”. Derfor er du helt dig selv. Og derfor er du hjemme hos dig selv”.
Klienten:
”Så det fungerer på den måde, jeg skal lige forstå det, at når jeg TÆNKER ”ked-af-det-tanker” – og så TROR på eller BILDER MIG SELV IND at de tanker er VIRKELIGHED – så FØLER jeg en ”ked-af-det-følelse”?
Mig:
”Spot on!”
Klienten:
”Men så… er det jo slet ikke min fars død eller tabet som sådan, der gør mig ked af det. Så er det, ja, som du forklarer det, mig selv, der gør mig ked af det. Fordi jeg tænker intenst på min far, og fortæller mig selv smertelige historier om tabet”.
Mig:
”Korrekt. Det er sådan det foregår. Du underholder dig selv med tanker om smerte og tab og død – og bilder dig selv ind, at det alt sammen er virkelighed – og at den lidelses-historie er ”en del af dig”. Du har reelt opfundet dét, der kaldes ”en mental konstruktion”, som du indtil i dag har set og oplevet som virkelighed – og så er det jo klart, at du lider, og du føler dig ked af det”.
Klienten:
”Men det kan jeg lade være med. Jeg kan lade være med at gå og gruble og brygge på de tanker, som gør mig ked af det. Og i stedet tænke på livet som noget smukt og godt – og begynde at nyde det noget mere. Og som du også sagde – begynde at have det sjovt og være taknemmelig for alt det, jeg er og har”.
