

”Alt falder naturligt, når man er i flow. Så kommer tingene af sig selv – uden at man opsøger det”
Gorm Rasmussen
Adm. direktør, Carl Ras A/S
I en alder af 35 år stod jeg med ansvaret for 325 ansatte – efter en far, som nu var forhenværende direktør efter 43 år som altoverskyggende leder og ejer. Vi havde netop opkøbt tre virksomheder. Og en finanskrise begyndte at tage greb om byggebranchen. Det var en krævende tid med ekstremt mange problemstillinger. Men jeg kom igennem, og det kan jeg blandt andet takke Ulrich for.
Jeg kom ind i firmaet som tredje generation, da jeg var tyve. Min far var en karismatisk ejerleder og forretningsmand, der lagde vægt på kontrol og på, at man som ejer var den, der mødte først og gik sidst. Jeg havde det svært med rollen som ejerens søn, og flyttede til udlandet for at læse videre. Bagefter arbejdede jeg 5 år i en anden virksomhed.
Jeg fulgte hele tiden Carl Ras på sidelinjen, og min sparring med min far blev bedre og bedre gennem årene. Da jeg var 31, kom jeg tilbage og fik en rolle som direktør.
Efter 4 år blev jeg administrerende direktør.
Det var et stort skifte, for min ledelsesstil er anderledes og meget mere værdibaseret end min fars. Jeg vil hellere vise den fodboldbane, vi spiller på og have folk til at bruge deres sunde fornuft. Men qua min alder manglede jeg erfaring og gennemslagskraft.
Da jeg overtog det fulde ledelsesansvar, var der også mange andre udfordringer: Markedet var i et kraftigt dyk på grund af finanskrisen, og vi skulle integrere tre nyopkøbte virksomheder. Det gjorde mig stresset. Jeg var ved at gå ned med flaget.
Så mødte jeg Ulrich, og han fik en central rolle for den måde, jeg kom igennem de vanskelige år.
Med Ulrich er det jo anderledes. Han går så meget all-in og er rimelig ekstrem i sin tilgang. Han er tro mod sig selv, og det gode i det er, at når han så coacher, sætter han en høj bar. Man får ikke en Både-Og. Man får en ærlig, klar og kompromisløs holdning samtidig med, at han også har den følelsesmæssige vinkel. Han tror på præmissen om at give til sin omverden og gøre verden til et bedre sted.
Og det var dét, jeg havde brug for. En fyr med en super høj intelligens, der fik mig til at arbejde intensivt med ikke at lade mig styre af noget. At finde helt ind i min egen kerne som leder og være bevidst om, at jeg ALTID selv vælger. Jeg kan ikke være noget for andre, hvis jeg ikke skaber overskud ved at være noget for mig selv. Nogle perioder arbejder jeg meget, og der kører det hele meget stramt. Men jeg er ikke offer for det mere – jeg gør det bare. Jeg har ligesom et 6. gear. Jeg har overskud til min kone og vores 4 børn. Jeg cykler 7.000 km hvert år, og mine dage ligger på en skala (for glæde, overskud og tilfredshed) på mellem 9 og 10.
For noget tid siden holdt min svoger en tale for mig, hvor han sagde: ”Gorm, du er irriterende! Du er altid i godt humør. Du virker altid til at være i balance – og du siger altid ja, når nogen har brug for din hjælp. Du står altid til rådighed”. Det er, fordi jeg er i flow, og det kan jeg takke Ulrich for.
Ulrich har også taget et deep dive med dem af mine ledere, der var knas med eller som havde potentialet, men ikke kom ud over rampen. Den individuelle coaching har handlet om at gøre dem mere faste i kødet. Tage det personlige lederskab. Og stå ved og være sig selv hele vejen. Jeg vil, at alle mine ledere skal have en OPRIGTIG interesse for andre mennesker. De skal være stærke, autentiske ledere, der kan møde medarbejderne der, hvor de er.
Der er ingen tvivl om, at man som kunde i vores virksomhed oplever en autentisk virksomhed med et ekstremt engageret personale. Det har Ulrich en andel i.
Vi har været blandt de bedste virksomheder i Great Place To Work® de sidste par år, men næste år tager vi kun målingen uden at deltage i konkurrencen. Det er ikke den kommercielle del, der optager os. Det vigtige er, at vi er ordentlige mennesker med en retfærdighedssans og en integritet, der gennemsyrer alt.
Jeg kan i det hele taget se, at Ulrich’s overbevisning om den store power og nytænkning, der er i at have rene og gode intentioner, har båret frugt. Sidste år blev jeg fx kåret som årets erhvervsleder i Region Hovedstaden – uden selv at have opsøgt det. Det er en god indikation på, at når du ikke søger og higer efter anerkendelse, men i bund og grund bare er ærlig og står ved den du er, når du er dig selv, så kommer det af sig selv.
Økonomisk får vi i år i øvrigt også det bedste resultat nogensinde.