Jeg har altid holdt meget af udtrykket ”at træde i karakter”. Der er power over det. En ”kick-ass-energi”, som giver mig en god og stærk følelse.
Måske også fordi der reelt er tale om ”all in”. For når du rigtig træder i karakter – er der ingen vej tilbage. Du har vist, hvem du er – og du har vist, hvad du tror på. Og når først du tager skridtet frem over stregen og træder i karakter, så er det både svært og akavet at træde tilbage og ”fortryde”.
Det kan du ligesom ikke. Du har jo afsløret dig selv og demonstreret, hvad du tror på. Fordi det jo netop er med dig selv, og det du tror på – at du træder frem over stregen og i karakter.
Du må ikke stikke næsen frem
Da jeg var barn overvejede jeg altid lige en ekstra gang, inden jeg trådte over stregen og i karakter. Fordi konsekvenserne kunne være ”store”. Jeg oplevede dem i hvert fald som store.
Når jeg trådte i karakter, stak jeg jo næsen frem. Og som bekendt er der en risiko for at få den i klemme og for, at den får nogle slag, når den stikkes frem. Så det ender med en emotionel blodtud.
Det farlige ved at træde i karakter var også risikoen for, at omgivelserne ville fortælle mig, at jeg var forkert på den. Og at den sag jeg trådte i karakter med var helt forkert. Og at omgivelserne slet ikke var med på min dagsorden – og det jeg troede på. At de mente det modsatte af mig.
Det særligt farlige ved det var, at jeg så ville stå helt alene ude i regnen og føle mig forkert. Det kender du sikkert selv. Følelsen af at være forkert vil vi gå langt for at undgå.
Jeg ville gøre næsten alt for at undgå følelsen af at være forkert – også at lade være med at træde i karakter. Fordi når jeg bekendte kulør ved at træde i karakter, så ville risikoen for at omgivelserne ville være uenige med mig, og de ville forsøge at ”sætte mig på plads”, være stor. Og skete det – så ville jeg tolke på det, som om jeg var forkert og ikke var en del af fællesskabet.
På et tidspunkt blev jeg så træt af at ”være nødt til at være og mene det samme som de andre” og af at lade være med for alvor at bekende kulør og træde i karakter, at jeg begyndte at søge konfrontationer og konflikter ved netop at træde i karakter og provokere omgivelserne.
Jeg begyndte at søge situationer, hvor jeg kunne være uenig med alt og alle omkring mig – og trådte i karakter med alle mulige holdninger og værdier og mærkesager, som i den grad pissede folk af.
Jeg begyndte simpelthen at samle på konfrontationer og konflikter og dyrkede følelsen af at være ”mig mod dem” og stå alene med det, jeg troede på. Det gav mig en følelse af styrke. Og det styrkede min identitet, som sagde, at jeg var bedre end alle de andre. De var bare svage og afhængige af hinanden, mens jeg kunne klare mig selv, ikke var bange for at stå udenfor – og i det hele taget ikke var bange for noget som helst.
Den strategi virkede selvfølgelig ikke i længden. Den gav ikke nogen mening, og jeg gav slip på den efter noget tid.
Jeg gjorde også oprør mod mine forældres bebrejdelser og kritik i min barndom. Sætningen ”at du ikke skammer dig”, som typisk blev leveret af min mor, holdt mig i mange år tilbage fra at træde i det, jeg i dag kalder AUTENTISK KARAKTER. Dvs. at træde ud af de tillærte roller og i karakter som mig selv.
Fra TILLÆRT til MEDFØDT
I dag møder jeg jævnligt mennesker, som har svært ved at træde i karakter. Typisk fordi de i deres barndom har lært, at det må de ikke. At det er forkert at gøre. At de ikke skal tro så meget om sig selv, at de kan tillade sig at træde i autentisk karakter med fuld skrue på deres livskraft, idérigdom og kreativitet.
De har lært, at de skal skrue ned for deres autentiske flamme – og rette ind på, hvad omgivelserne forventer af dem. Og spille den rolle, som passer til den sociale struktur, de er en del af.
De har lært ”at spille lille”. Og sidder det først fast i din DNA – så træder du ikke i karakter. Så vil du uvilkårligt være styret af en tillært kraft, som holder dig på din plads. Hvor du behager dine omgivelser, glatter ud og tager ansvaret for ”den gode stemning”.
Og du ved instinktivt – at du risikerer det hele, hvis du træder i karakter. Du ved, at løsningen på at holde fast i ”det behagelige” og ”nu hygger vi os” og ”har vi det ikke dejligt sammen” – er at lade være med at komme på banen med skarpe holdninger. Og lade være med at træde i en autentisk karakter med kant.
Jeg har brugt flere år på at blive bevidst om alle de holdninger og værdier, som jeg har fået ind med modermælken, og alt det, jeg har fået ind i barndom og ungdom fra mine omgivelser. Dvs. alt det TILLÆRTE. Og så har jeg brugt flere år på at få det trukket ud af mine blodårer, så det ikke styrer mig mere. Og i stedet lukke op for alt det MEDFØDTE inden i mig – alt det der repræsenterer mig, når jeg er mig selv.
Fra den naturlige kilde og fra min kreative kerne. Som alt sammen er uendeligt, ubegrænset og ubesværet. Når jeg kommer fra det sted.
Frygten for at lede
For nylig blev en dansk undersøgelse om ledelse offentliggjort. Undersøgelsen handlede om ledernes evne til at lede deres medarbejdere. Resultatet af undersøgelsen viste, at mange ledere har svært ved at:
- Træde i karakter
- Tage beslutninger på et usikkert grundlag
- Føre en vanskelig samtale med en medarbejder
- Gå ind og få styr på konflikter
- Håndtere medarbejdernes følelser – især frygt
Jeg mener ovenstående punkter er katastrofale, når vi taler ledelse. Punkterne hæmmer lederens evne til at lede. Hvilket desværre er dagligdag i alt for mange virksomheder.
De sidste år har jeg hjulpet mange ledere med at finde hjem til sig selv. Hjem til deres MEDFØDTE STORHED. Og hjulpet dem med at opløse meget af det tillærte, som de har været styret af uden at vide det.
Jeg har hjulpet dem med at sætte deres store mængder tillærte ledelses-teori i system – og vinke farvel til det, som ikke virker i den virkelige verden. Jeg har hjulpet dem med effektivt at gå fra ”teoretisk ledelse” til ”praktisk lederskab”.
Jeg har lært dem at bruge sig selv. Fordi god ledelse handler om at komme på banen med egen MOJO og vise, hvem du er, når du er dig selv. At investere dig selv, din intuition og dit nærvær i dine medarbejdere.
Jeg har hjulpet dem med at skrue helt op for deres autentiske flamme og få ild i deres uendelige medfødte kreativitet. Det er med til at SKABE (elsker det begreb, fordi det giver os magten over os selv, vores resultater og vores fremtid) det, der er UNIKT og RIGTIGT for dem og deres medarbejdere.
Jeg har støttet dem i AT TRÆDE I KARAKTER. Fordi der ikke findes noget større, smukkere og mere powerfuldt end at træde i karakter som sig selv – og lære medarbejderne at gøre det samme.
Der findes ikke noget mere effektivt og energifyldt – end at tage ansvar for den, du er, og det du skaber i verden.
At træde i karakter er ultimativt effektiv ledelse.
