Du er født autentisk og som den du er, når du er dig selv
I løbet af din barndom og ungdom bevæger du dig væk fra din autentiske kerne, og tillader ubevidst andre at påvirke, præge og forme dig. Dine omgivelser manipulerer dig, de presser dig og overbeviser dig om alle mulige holdninger og meninger. Så du stille og roligt udvikler dig til en anden og tilpasset udgave af dig selv.
Mine erfaringer og nyeste forskning viser, at jo mere autentisk du er, jo mere du er hjemme hos dig selv og hviler i dig selv – jo mere effektiv og produktiv er du – samtidig med at du er glad, føler dig opfyldt og oplever dig selv på rette hylde – både privat og jobmæssigt, mentalt og følelsesmæssigt.
Verden vil have dig som du er. Det er dér du er en sand og afgørende ressource. Det er dér du kan gøre en stor og afgørende forskel. Tiden er inde til at du træder ud af dine roller, og i autentisk karakter som dig selv.
Tjek de to kolonner nedenfor. Fokusér dig selv og din energi, så du ligger på ”autenticitets-kolonnen” 80% af tiden – og max. 20% af tiden på ”rollespils-kolonnen”:
Autenticitet | Rollespil |
---|---|
Det Autentiske Jeg | Det Prætentiøse Ego |
Du er dig selv | Du spiller skuespil |
Du har givet slip og slapper af i dig selv | Du holder fast i en rolle eller en ”konstrueret” udgave af dig selv |
Du ER ærlig | Du SPILLER ærlig |
Du ER | Du OVERTÆNKER |
Du handler | Du føler |
Du er glad | Du er bekymret |
Du er på flow | Du holdes tilbage af en knugende følelse |
Du er naturlig | Du er kalkulerende |
Du træffer aktive valg | Du sidder fast i ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det” |
Du oplever livet som et spændende projekt | Du oplever livet som en urealistisk drøm |
Du er formåls-styret | Du er mig, mig, mig-styret |
Du inspirerer dine omgivelser | Du imponerer dine omgivelser |
Du tester, gør, udfører, eksperimenterer med alt det du har lært – og du gør det NU | Du sidder fast i et indbildt behov for en uendelig mængde information inden du føler du kan handle (info-afhængig) |
Du hjælper andre | Du behager andre |
Du kæmper for en større sag | Du kæmper for din forfængelighed |
Du er nærværende | Du forstyrres og afledes let |
Du har fokus på de indre værdier | Du har fokus på de ydre værdier |
Du har fokus på din karaktér | Du har fokus på dit image |
Du lytter til din intuition | Du lytter til regler og autoriteter |
Du styres af det du kan mærke | Du styres af hvad andre mener |
Du styres af lysten til at vinde | Du styres af frygten for at tabe |
Du hviler i dig selv | Du søger konstant opmærksomhed, ros og anerkendelse udefra |
Du er i daglig træning | Du gør som du altid har gjort |
Du har fokus på hvad du ønsker at skabe og forstår at sætte ild i din kreative energi | Du har fokus på dit netværk og tror det handler om ”at samle venner og likes” |
Du GØR det du kan MÆRKE er det RIGTIGE i den AKTUELLE situation – uanset konsekvenserne og hvad andre mener | Du gør det du tror folk forventer af dig, og du har skarpt fokus på at gøre dét der får dig til at se godt ud og fremstå på en bestemt og kalkuleret måde |
RIGTIGT | RART |
MEDFØDT | TILLÆRT |
INDEFRA OG UD | UDEFRA OG IND |
AUTENTISK | TILPASSET |
Her kommer de afgørende GRUNDE til at du skal være autentisk – og fyre den af lige fra hjertet
1: LOGIK
Du skal være dig selv – fordi det er sådan du er født. Det er logik du skal være dig selv. Du skal ikke kommunikere gennem alle mulige filtre du har sat op i kontrollens og korrekthedens navn. Det er naturligt at VÆRE som du er født.
2: ENERGI
Når du kommer fra dit autentiske jeg, så vil du opleve en power og energi som aldrig før. Fordi du netop ikke skruer ned for dig selv, men åbner helt op og giver den gas. Det er så befriende og der gemmer sig så megen energi her. Det er også her din medfødte ustoppelighed findes.
3: FRYGTLØSHED
Når du stoler på dig selv og din autentiske power og autoritet – så er du ikke bange for noget som helst. Fordi du ved, at du altid gør dit bedste, du kommer altid fra en kærlig og medmenneskelig intention og du giver din autentiske power til dine omgivelser. Det handler slet ikke om dig – men om at du giver den største gave der findes i verden til dine medmennesker; nemlig den du er når du er dig selv (ærlighed og renhed). Når du kommer tilbage til din frygtløshed, får du ikke længere brug for mod. Mod er et koncept, som man bruger når man er styret af frygt og angst – og man så presser sig selv til at gøre noget.
4: FLOW
Der SKAL autenticitet til – for at du kommer på flow. Du kommer ikke på flow med over-tænkning, over-kontrol og over-korrekthed. Det er lige her det handler om, at du glemmer dig selv. Og du glemmer tid og sted. Dét er flow-zonen.
Autentisk kommunikation
Hånden på hjertet:
Har du styr på hvordan du kommunikerer?
Hvilken tone du taler med?
Hvilke ord du bruger?
Om du tænder dine medmennesker eller slukker dem?
Om du har et negativt og små-destruktivt fokus – eller om du har et positivt og opbyggende fokus?
Om din kommunikation er selvværds-nedbrydende eller selvværds-opbyggende overfor dine medmennesker?
Taler du DIN sandhed – eller justerer du den, afhængig af hvem du står overfor – i dine bestræbelser på kun at sige noget, som gør at dine medmennesker ”kan li’ dig?”
Taler du gerne før du tænker – eller kører du alle dine meninger, ord og tone gennem et filter?
Har du fokus på ”at gøre et godt indtryk?” Tænk over det udtryk. Det er klamt at gøre indtryk. Det eneste du skal gøre – er at give udtryk. At gøre indtryk handler om ”at se ud og fremstå på en konstrueret måde”. I stedet for at være dig selv.
Jeg er begyndt at sige det til folk – når de står overfor mig og spiller en rolle og forsøger at gøre indtryk: ”Hov, det virker uærligt den måde du står og gør dig til på – jeg bliver utryg fordi jeg ikke kan mærke dig (din sande natur). Vil du ikke godt være dig selv, og bare sige det du inderst inde mener – uden at tage hensyn til hvad du tror jeg vil mene om det som du ærligt mener?”
Husk: Den største gave du kan give til et andet menneske – er din ærlige og autentiske natur. Den du er når du er dig selv. Og det er fra netop dét sted – at du for alvor kan berige og inspirere dine medmennesker.
Og hvad sker der så? Så ender det med, at du også får det du ønsker dig.