Farvel til det gode år 2023, som har været mere travlt end nogensinde – og fuld af læring.
Jeg har coachet, hjulpet og tjent 23 klienter i året der er gået – med så megen smæk på, at det kneb med tiden, og det lykkedes mig at dele ganske få opslag på SoMe i efteråret og vinteren.
Mit eneste nytårsforsæt for 2024 lyder – at sørge for at dele indsigter og erfaringer med dig – til din inspiration – på SoMe.
Jeg har arbejdet sammen med ejerledere, direktører, ledelses-teams, salgs-teams, nøglemedarbejdere og to privatklienter i året der er gået.
I formaterne 1:1-coaching, team-coaching, workshops og kurser – og to peptalks.
I forløb der varede 1 eller 4 eller 6 eller 9 måneder.
Her og nu vil jeg gerne dele 3 cases, som jeg håber vil inspirere dig:
KATRINE
Katrine arbejder som topleder i en international virksomhed. Da jeg mødte hende første gang, havde hun stor modstand mod at åbne op og dele hvad hun havde på hjerte. Gennembruddet skete, da Katrine i en bisætning sagde ”jeg har jo hele livet haft et lavt selvværd” og fortsatte sin ordstrøm. Jeg stoppede hende og borede i, hvad ”et lavt selvværd” konkret betyder – og efter kort tid fik vi sammen hul på bylden. Det viste sig, at Katrine var ked af det og forvirret. Hun var i tvivl om hun var på rette hylde i livet, og hvad der ville være det rigtige for hende at gøre med sig selv. Efter 4 måneders intens coaching med dybe indsigter og erkendelser – oplevede Katrine, at hun var kommet hjem til sig selv og sin medfødte frihed – at hun kunne se tingene klart, og følte sig grundglad igen. Katrine har i dag overskuddet til at søge nyt job og ser sin livs-vision i et klart lys.
THOMAS
Thomas er en typisk hårdtarbejdende ejerleder – og enmandshær. Han har bygget sin forretning op på 20 år – fra ingenting til 100 medarbejdere. Da jeg mødte Thomas første gang, sad han fast i forestillinger om, at han ikke gjorde sit arbejde godt nok, at hans far har skældt ham så meget ud i barndommen, og dermed bekræftet Thomas i, at han ikke er god nok, og aldrig har været det. Thomas sad fast i et selvbillede af hele tiden at skulle bevise eget værd – overfor alle omkring ham. At jo flere penge han tjente – jo bedre var han. At jo mere omgivelserne roste ham – jo bedre var han. Efter vores intense coachingforløb har Thomas fået så mange indsigter – ved at se ind ad og finde ”svarene” inde i sig selv – at han er chokeret over hvordan han i dag hviler i sig selv – og intet har ”i klemme”. To af indsigerne var, at uanset hvordan hans far har behandlet ham – er det ikke ”en bekræftese” på noget som helst. Og uanset hvor mange penge han tjener, hvor mange biler han har, hvor stor en opsparing han har, hvad folk tænker om ham i byen osv. – så er det heller ikke ”en bekræftelse” på noget som helst.
MARIANNE
Marianne ejer og leder sin egen virksomhed med 40 ansatte. Da jeg mødte hende første gang, var hun parat til at sælge sin forretning, sælge sit hus og stikke af – langt, langt væk. Hun var fuldstændig overbevist om, at det var hendes omgivelser og bopæl og penge, der gjorde hendes perspektiv uklart, og at hun havde brug for at GØRE en masse, udenfor sig selv, for at komme i balance og få det godt. Vi undersøgte hendes ”behov for at flygte” og hun fandt alle svar inde i sig selv – så hun i dag er kommet hjem til den medfødte grundglæde, og har fået lyst til at opkøbe en virksomhed, lægge den sammen med den eksisterende virksomhed – og opbygge en unik forretning, baseret på glæde, virkelyst og inspirerende ledelse (Marianne blev afklaret på, at hun elsker at være leder og at levere ledelse – og at hun er et naturtalent til det). Da vi rundede vores forløb af, fortalte Marianne, at hun var helt rystet over sig selv – at hun gennem selvfortælling og tanke-analyser havde bragt sig så langt væk fra sig selv og virkeligheden. Og hvor lykkelig og taknemmelig hun var for at være landet i sig selv, kommet hjem til grundglæden og i den grad have fået appetit på livet.
Det har taget mig 25 år at lære hvordan tingene fungerer, og hvad der skal til for at knække de koder, som mange mennesker har låst sig selv med.
De fleste af mine vågne timer bruger jeg på de mennesker, som jeg arbejder med – og som jeg holder så meget af – derfor må jeg bare erkende, at jeg ER mit arbejde.
I et kommende opslag vil jeg dele en analogi, der kom til mig en november-aften – som klart og tydeligt forklarer forskellen mellem ”tillært – konditioneret – indoktrineret – opdraget” og ”medfødt – sandt – ægte – autentisk”.
Det er selve grunden til at jeg i 2024 vil dele endnu mere på SoMe: Med håbet om at du SER noget nyt og FØLER dig inspireret til at GØRE nyt.
Jeg ønsker dig en fantastisk første KATAPULT-måned i dette nye Herrens år 2024!
Kærlige hilsner,
Ulrich