Sådan giver du slip på de negative tanker

Indsendt af & kategoriseret under High Performance, Præstationsfremmende Mentalitet.

Glæde er en følelse. Og følelser skabes og formes af vore tanker.

Du kender det garanteret:

Du kan køre dig selv helt op, være totalt flyvende. ”Jeg er den bedste”, ”jeg er super-lykkelig”, ”livet er for fedt” osv.

Eller du kan gøre det modsatte.

Du kan køre dig selv ned, være totalt ked af det. ”Jeg er for tyk”, ”jeg duer ikke til det her”, ”fuck, hvor er det en dårlig dag”, ”alle er bare så irriterende”, ”jeg hader mig selv” osv.

Når du siger de ting til dig selv, så fører du i hovedet en dialog med dig selv. Du siger disse sætninger inde i hovedet. Og de ord og de sætninger er lig med dine tanker.

Nu kommer det store spørgsmål så:

Kan du selv bestemme og styre, om du vil tænke negative og destruktive tanker, eller om du vil tænke positive og konstruktive tanker?

Både forskerne (der forskes meget i kognitiv psykologi) og mine erfaringer siger enstemmigt: Ja, du kan selv bestemme og styre, hvilken dialog, du fører med dig selv inde i hovedet.

Her er hvad du konkret kan gøre her og nu for at tale dig selv OP og etablere en sund og stærk, konstruktiv og positiv tankegang:

1 Beslut dig for aldrig igen at tale grimt og negativt til dig selv og om dig selv

Aldrig at tænke en negativ og destruktiv tanke igen. Hver gang du så alligevel gør det – så tænker du på din beslutning om, at du ikke vil tænke negativt.

2 Indse og erkend, at du ikke ER dine tanker

Tanker er energi-impulser der kommer til dig. Der er ingen der siger, at du ER dine tanker. Det er noget, du bilder dig selv ind. Stop med at identificere dig med dine tanker. Tanker kommer udefra, og der er ingen der siger, du skal eje dem eller tage ansvaret for dem. Der findes ingen mennesker, der kan styre de tanker, der kommer til dem. Men det du kan gøre, når negative og destruktive tanker kommer til dig er følgende:

Når negative tanker kommer til dig, så lader du dem fortsætte videre ud i intetheden. Du sender dem videre. Som togvogne på en togstamme. Når tankerne kommer buldrende som en lang togstamme, så tænker du på tankerne som var de en lang togstamme. Og så lader du dem passere. Du lader dem køre videre. Du stopper dem IKKE, og du begynder ikke at pille i dem og analysere dem.

Når du har gjort det rigtig mange gange, vil du opleve, at der går længere og længere i mellem, at tankerne i form af togstammer dukker op. Og når de alligevel dukker op, så sender du dem blot videre ud i intetheden.

Hvad gør negative tanker ved dig?

Forskerne påstår, at vi tænker mellem 50.000 og 80.000 tanker om dagen. Jeg tror på, det er mange flere.

Tænk en gang, hvad der sker, hvis du tænker mange tusinde negative tanker om dagen:

  • Hvad vil det gøre ved dig?
  • Hvordan vil det påvirke dig og dit daglige humør og din evne til at føle dig glad?
  • Hvad gør det ved din mentale tilstand?
  • Hvad gør det ved din følelsesmæssige tilstand?
  • Hvad gør det ved din livsglæde?
  • Hvad gør det ved din følelse af velvære?
  • Hvad gør det ved dit overskud og din lyst til at skabe og præstere?
  • Hvad gør det ved din dagligdag, som er lig med dit liv og din livskvalitet?

Dine tanker bestemmer din følelse af glæde → Din følelse af glæde bestemmer dit personlige overskud → Dit personlige overskud bestemmer din lyst og evne til at præstere og skabe → Din lyst og evne til at præstere skaber din mening med livet → Din mening med livet bestemmer dit liv.

Tankerne styrer dine ord, dine følelser, dine handlinger, din adfærd, dine vaner og de resultater, du SKABER i dit liv.

Afsættet sker fra dine tanker. Fordi tanker er lig med intentioner, idéer, ambitioner, kreativitet, fantasi, visioner.

Eiffeltårnet er skabt af en tanke. Glødepæren er skabt af en tanke. Motoren er skabt af en tanke. Disneyland er skabt af en tanke. Og sådan kunne vi blive ved.

Vigtigst er det for dig at huske på:

Din oplevelse af livsglæde og overskud er skabt af dine tanker.

Derfor spørger jeg dig: Hvad vil du fokusere på (tænke på) resten af dit liv?

For netop dit fokus og dit tankemønster vil skabe din glæde, dine resultater og dit liv!